Det nye kommer nedefra


Den folkelige selvhelbredelse i form af venlighed, hjælpsomhed, handlekraft og personligt ansvar skaber lige nu en mangfoldighed af nytænkning

Af Karen Lumholt (2019)

Jeg er en endog meget stor tilhænger af politisk regulering. Også ret kontant politisk regulering. Især når det skal gå stærkt. Og det skal det fx med klimakrisen. Der er ikke noget at rafle om. Det er bare med at komme i gang. Vi ved hvad der skal gøres, nemlig at vi skal skære vores CO2-forbrug. Nu.

Men når det handler om store og visionære forandringer – om nytænkning og udvikling af nye pardigmer – tror jeg på den folkelige fornuft. På den folkelige selvhelbredelse. Jeg tror på folket.

Det nye kommer nedefra. Og udefra.

Sjældent fra magtens centrum.

Uanset hvor mange disruptionråd regeringen nedsætter, vil den ikke kunne helbrede det samfund, der lider af stress, psykisk mistrivsel og af at alt for mange lever i udenforskab.

Magten kan ikke nytænke det system, som det selv har skabt. Systemet er blindt for egne svagheder, fordi en del af dets overlevelse skyldes de ressourcer, det nødvendigvis bruger på at legitimere sig selv.

Men fortvivl ikke – det nye er på vej. Overalt i Danmark – ja i hele den vestlige verden i by og på land – spirer lige nu de nye fællesskaber, som skaber holdbare samfund. Økonomisk, økologisk og socialt holdbare. I balance.

Forandringen er allerede ved at ske. Den skal bare have et navn – en betegnelse for den bevægelse, som den tilsammen udgør. Så kan den slå igennem og for alvor blive det, den er: en revolution. Et opgør med et forældet økonomisk og socialt paradigme, som slider Jorden og mennesker op.

Min nysgerrighed og mit arbejder kredser ofte om hvordan denne revolution lige nu udspiller sig på dansk jord. Fra Skagen Gren til Gedser Odde. Fra Svaneke til Blåvand. Fra København til Ringkjøbing. Fra land til by og tilbage til landet. Fra ung til gammel. 

Våbnene i denne revolution er hverken sværd eller pen. Ordet spiller ikke hovedrollen. Ikke som i den klassiske politiske debat eller på Grundtvigs og nationalromantikkens tid.

Det er handlingerne, der spiller hovedrollen. Handlinger baseret på venlighed, hjælpsomhed, barmhjertighed – at mennesker påtager sig et personligt ansvar, som er hinsides systemet.

Handlingerne er madfællesskaber, folkevandringer, samtalesaloner, tillidsbarer, politiske laboratorier, økolandsbyer, andelsbyer og landbyer på folkeaktier.

Det er samkørsel, deleordninger, bytteordninger, lokal valuta, byfornyelse, landsbylaug, og borgere, der driver skoler, børnehaver, fritidsordninger, købmænd og plejehjem.

Det er ”fra jord til bord” og ”fra bonde til kunde”.

Det er indkøbsfællesskaber.

Det er også højskoler, foreninger, task forces, projektgrupper og fonde.

Det er Danmarks fremtid, der skabes ud fra principper og moral, som kredser om bæredygtighed.

Det er dannelse og værdier, der er på programmet. Ikke bare i ord. Men i praksis.

Det er ikke bare små skvulp eller krusninger på en overflade, men en samfundsforandring, tror jeg, som mennesker i vor del af verden er i gang med at skabe – på trods af demokratiets forvitring, truslen fra populismen, lobbyisternes og overvågningskapitalismens jerngreb og alt det andet skidt.

Jeg tror på at den folkelige fornuft, ansvarlighed og skaberkraft vil vinde.

Men kun hvis denne folkelige fornuft også får politisk medspil.

Fornuftige politikere og økonomer skal finde modeller for økonomisk og økologisk holdbare (samfunds)fællesskaber. For det er dét, folket forventer og forlanger at de gør. At de tager deres politiske lederskab på sig.

Derfor er noget af det vi har allermest brug for lige nu – udover ansvarlige politikere, der vil tjene de folkelige fællesskaber – nogle nye og fremsynede økonomer, der viser hvordan et mere bæredygtigt og balanceret samfund kan hænge sammen rent økonomisk. Så vi måde holder os inden for planetens bæreevne – og får alle med.

Folkeoplysningen skal ikke konkurrere med forbrugersamfundet


Af Karen Lumholt (2016)

Danskerne er blandt de mest oplyste i verden – veluddannede, kritiske og demokratiske. Når vi spørger, hvilken samfundsbetydning folkeoplysningen skal have, er det derfor ikke mere information, kommunikation, læring, kompetenceudvikling, uddannelse, efteruddannelse, underholdning osv., som forbrugersamfundet i forvejen er så fyldt af, vi taler om, men oplivning. Hvad er dette da?

Gennem de sidste fem årtier har individualismen og forbrugerismen sejret. Folkelige fællesskaber er konverteret til institutionaliseret service og forbrug: Brugsforeningerne er blevet til supermarkeder. Fagforeningerne til forsikringsselskaber. Partierne til karrierestiger. Og kirkerne til kulturtilbud.

Engang var individualismen progressiv og frisættende. Men de nye generationer, som har oplevet relativ høj frihed, uafhængighed og velstand, oplever ikke en tilsvarende voksende lykke og tilfredshed, men tværtimod voksende psykisk mistrivsel.

De unge reagerer på den voksende ”enhver-er-sin-egen-lykkes-smed”-melodi med et råb efter mening og fællesskaber: Arbejdsfællesskaber, meningsfællesskaber, bofællesskaber, livsstils-fællesskaber, holdningsfællesskaber og handlefællesskaber. Tendensen er tydelig, siger fx sociologen Emilia Van Hauen og fremtidsforskeren Anne Skare Nielsen. Og tendensen er global.

Individualismen og forbrugersamfundet har vist sig fattigt på ånd og mening. Det er ikke ”mig”, men ”mig-i-mit-fællesskab”, der giver mening, erkender mange. Vi kan som mennesker ikke overhøre det grundlæggende behov for at bidrage og føle at vi hører til. Heller ikke i et samfund som det danske.

I stedet for at tilpasse sig forbrugerismens slidte mindset – mere af alting, på alle hylder, bare hurtigere og med større slagkraft – bør folkeoplysningen derfor tage skridtet ind i den nye tid, hvor to principper er de centrale: Ikke mere – men mere meningsfuldt. Ikke modtage – men bidrage. Lykkeforskningen bekræfter, at mennesker i alle aldre er lykkeligere, sundere og lever længere, hvis de har nogen eller noget at være noget for. Det ved vi.

Lad os se på flere opmuntrende facts: Halvdelen af alle danskere er frivillige. Den politiske interesse blandt unge har aldrig været større. En udflytning fra de største til mindre byer er ved at tage form. En ny andelsbevægelse bygget på crowdfunding, folkeaktier og lokale fødevarefællesskaber pibler frem. De sociale medier gør det nemmere at mobilisere folk og skaffe finansiering. Tusind blomster blomstrer, fx Bybi, hvor de hjemløse får mulighed for at være produktive, TagTomat, hvor byboer går sammen om nyttehaver på taget, Delebil og Naboskab, hvor naboer deler alt fra biler til redskaber, Folkebevægelsen mod Ensomhed, hvor Danmark spiser sammen. Og så har jeg ikke engang nævnt Venligboerne eller Venligboligerne. Folk handler til fælles bedste – i helt lille eller lidt større målestok.

Alle disse nye bevægelser mangler hjælp. Nogen der kan sætte rammerne for videndeling, bidrage med erfaring, lokalkendskab, netværk og organisatiorisk arbejde. Folkeoplysningens foreninger kan samme med kirken og højskolerne blive den erfarne sparringspartner og kulturelle lagkagebund for disse nye, spæde handlefællesskaber.

Det er ude i lokalforeningerne, det sker. I kan tage kontakt til alle dem, der blomstrer derude. I kan være det kulturelle kit, de grå eminencer, den manglende brik i puslespillet – dem der får det til at gå op og give mening. For dem og for jer.

Det er bare om at komme i gang.

Find en god foredragsholder – og betal prisen

“If you are good at something, get paid for it!” (Heath Ledger)

Af Karen Lumholt, selvstændig forfatter, rådgiver og foredragsholder

Blandt selvstændige foredragsholdere taler vi om “ræset mod bunden” – om alle dem, der gladeligt optræder gratis, fordi de skal promoveres, have noget på deres CV – eller fordi de er gået på pension og stadig gerne vil virke. Altsammen meget rimeligt og forståeligt – og dog.

Selv er jeg så heldig at kunne få en nogenlunde ordentlig pris for mit arbejde – det har også krævet en del at nå hertil. Men jeg vil gerne slå et slag både for alle mine kolleger, som lider under at blive dårligt betalt. Det handler nemlig om at forstå, hvad de dygtige selvstændige eksperter og foredragsholdere bidrager med – og især hvordan deres prissætning opstår.

Et symbolsk honorar er fint til professorer og pensionister

Et honorar på mellem 3.000 og 6.000 kr. passer fint til dem, der arbejder fast på et universitet, i en styrelse, en medlemsorganisation eller virksomhed, hvis brand de repræsenterer. Det er også fint til en emeritus, der ved siden af sin gode pension har krav på en erkendtlighed for stadig at vedligeholde og udbrede sin viden.

Men selvstændige foredragsholdere og freelancere, som finansierer hele deres eget arbejdsliv uden nogen form for fast løn i baghånden, uden nogen til at betale deres sygdom, ferier og pension,  skal (som hovedregel) have 3-4 gange så meget som en ansat.

Dette skyldes bl.a., at det kun er omkring en tredjedel af det, som den selvstændige tjener, som går til løn.

Hvad går den selvstændiges penge til?

En selvstændigs honorar dækker en række omkostninger, som for de fastansatte allerede er betalt:

  • udgifter til kontor og mødelokaler
  • egen pensionsopsparing (både arbejdsgiver- og medarbejderandel)
  • bogholderi og revisor
  • research, administration og markedsføring
  • kontinuerlig efteruddannelse
  • lønsystemer og software
  • tab ved sygdom
  • ferieopsparing
  • kursusmaterialer og forplejning ved egne kurser
  • forsikringer mod tab, lønnedgang og sygdom mm.
De uafhængige foredragsholdere kan noget andet

En selvstændig, uafhængig foredragsholder, som er ekspert inden for et område – og som typisk underviser, rådgiver eller publicerer inden for dette område – konkurrerer i dag med mange, som holder foredrag næsten gratis.

Det er universitetslærere, erhvervsledere og organisationsformænd, der holder foredrag som supplement til deres faste lønmodtagerjob. Det gør de typisk for at udbrede et projekt eller et brand, for at informere om deres forskning eller organisationsformål.

De uafhængige, selvstændige foredragsholdere er i færd med at blive dumpet af disse vellønnede forskere, organisationsfolk og erhvervsledere, for de behøver næsten intet honorar.

Det er måske meget godt for arrangørerne – men det er på sigt ikke godt for demokratiet. For en stor del af alle disse personer har en agenda – de er ikke neutrale.

Emeritusser, kunstnere og dimittender

Hertil kommer emeritusser – pensionerede universitetsfolk, præster eller læger – som holder foredrag for at fuldføre en livsopgave, dele deres livserfaring, holde viden eller evner ved lige eller fremme dét ædle formål, de nu har fået tid til at hellige sig. De har deres gode arbejdsmarkeds- eller tjenestemandspension og behøver ikke andet end en lille erkendtlighed. Måske får de tre flasker god rødvin eller tusind kroner som tak for ulejligheden.

Endelig er der kunstnerne – skuespillere, musikere og billedkunstnere – på foredragsmarkedet. De supplerer deres kunstneriske virke med at træde op og give os andre indblik i det, de laver.

Kunstnere – omkring otte ud af ti – er med tiden blevet vænnet til mikroskopiske honorarer. De ernærer sig groft sagt af kærligheden til deres arbejde og  bevidstheden om, at de er uendeligt privilegerede alene fordi, de får lov at beskæftige sig med deres kunst.

“Og så bliver du jo markedsført”, får de at vide som trøst, når de bliver spist af med næsten ingenting – og ydmygt accepterer det. Det er uværdigt og trist at være vidne til dette ræs mod bunden blandt kunstnerne.

Og så er der de unge kandidatstuderende eller nyuddannede kandidater, der vil flække deres arm på langs for at få noget på deres CV og en vej ind i et job. De optræder også gratis.

Vigtigt at sprede viden om det at være selvstændig

Den uafhængige og fagligt specialiserede foredragsholder – den selvstændige erhvervsdrivende, som ikke er ansat i en organisation, på en uddannelsesinstitution eller er pensionist – bliver nogle gange mødt med himmelvendte øjne, undren, overraskelse og måske  endda forargelse, når han/hun påpeger, at tre flasker rødvin eller et ulejlighedshonorar på 1.000 kroner ikke er acceptabelt.

Derfor er det vigtigt igen og igen at beskrive og specificere, hvad det betyder at leve af sin egen virksomhed – på godt og ondt. Der skal deles viden om dette – og det er det jeg hermed gerne vil bidrage til. For der bliver flere og flere af os. Vi bidrager til en vidensbranche med stor fleksibilitet. Og prisen for denne fleksibilitet fremgår nedenfor.

Det at leve af sin virksomhed kræver at man…
  • har oparbejdet en specifik kompetence gennem flere år – gennem uddannelse, jobs og livserfaring
  • selv afholder alle de udgifter, som en arbejdsgiver normalt klarer: AM-pension, erhvervsforsikring, alt med it – hosting, udbyder, support, sikkerhed, gear, forbindelse/netværk etc. etc. Dertil kommer bogholderi, revision, kontor og mødelokaler, efteruddannelse, faglige netværk, onlineannoncering og tryksager, telefon, administration, post og pakning. I mit tilfælde kommer også diverse abonnementer på netmedier, aviser, tidsskrifter, udgifter til bøger osv.
  • som selvstændig (stort set) selv betaler ved sygdom og barsel
  • selv betaler sin ferie
Hvor meget af tiden kan en selvstændig fakturere?

Den selvstændige bruger 60-70 procent af sin tid på korrespondance/ administration, vedligeholdelse og tilegnelse af viden og netværk, udvikling af nye produkter, kundepleje, markedsføring, salg og på at skrive fx faglige artikler. Altsammen noget, som ikke kan faktureres.

I vores lille firma kan vi seniorpartnere hver især fakturere ca. 8-15 timers højtspeciliseret og kvalificeret arbejde om ugen. Resten er “overhead”, jævnfør listen over aktiviteter ovenfor. Og vi er faktisk ret godt kørende i forhold til de fleste af vores kolleger i branchen.

Derudover skal det nævnes, at vi gerne og ofte bidrager til debatten i medierne, deltager i task forces og bestyrelser, NGO’er, politiske arbejdsgruppe osv. Altsammen frivilligt.

Som selvstændig må man æde, at alle disse udmærkede aktiviteter går fra den tid, man kan arbejde.

Ved at underbyde foredragsmarkedet forhindrer du…
  • at den uafhængige foredragsholdere kan leve af sin viden og kunnen på sigt
  • at andre uafhængige foredragsholdere kan leve af det, de kan – fordi “ræset mod bunden” forstærkes

Resultatet bliver nemlig en ond cirkel, hvor man for at overleve arbejder for meget – til for lav en pris – og langsomt mister sit overskud og sin værdighed. Og derved også rent faktisk bliver mindre og mindre værd…

Får man derimod et passende honorar, er der overskud til at søge viden, reflektere og restituere – og levere kvalitet.

Der er altså gode grunde til at respektere en professionel og uafhængig foredragsholders pris – hvis vedkommende ellers er dygtig.

Mit råd er: tjek om foredragsholderen har nogle gode referencer – har han/hun det, så betal prisen.

Intelligent sparring eller “pick my brain” er noget værd

I den nye netværksøkonomi er vi titusindvis af freelancere, projektmagere, ildsjæle og fagnørder, der er drevet af interesse, viden og engagement. Vi glemmer ofte at tænke på, at vi skal leve af det, vi ved og kan.

Jeg er en af dem – ildsjælene. Jeg er faktisk taknemmelig for, at jeg – selv om jeg er drevet af engagement – kan få folk til at forstå, at min viden og kunnen skaber værdi for dem.

Men jeg oplever alligevel flere gange om ugen, at potentielle kunder ringer og spørger, om jeg ikke kan afse nogle timer over en kop kaffe til “intelligent sparring”.

Det vil jeg gerne – som udgangspunkt, jeg elsker det. Men som regel er der bare ikke noget budget. Og med tiden er jeg blevet træt af at give andre alle mine gode ideer, gratis.

Det samme gør sig gældende for nogle af dem, der ringer og beder mig om at holde foredrag. Som regel forklarer de mig, at jeg har gjort mig bemærket ved at sige noget klogt i medierne eller på et offentligt arrangement. At de længe har tænkt på at invitere mig for at holde et oplæg, fordi det jeg siger er så interessant. At de godt nok ikke har penge til et honorar, men at jeg vil blive “synliggjort” eller “komme i netværk” med nogen.

Først bliver jeg smigret. Men så kommer jeg i tanker om, at mit netværk er kæmpestort i forvejen. Det er måske i virkeligheden den kunde, der ringer, der trænger til at komme i kontakt med mit netværk?

Andre igen ringer og inviterer mig til et ‘inspirationsmøde’ og fortæller mig, at de på denne måde holder møde med mange forskellige udbydere for at blive klogere og blive inspireret – og herefter vil de beslutte sig for hvem de vil hyre.

Det hedder spec eller benchmarking – og det skal man sige nej til.

Spec og benchmarking

I de kreative brancher – design, reklame, arkitektur, musik etc. – hvor der er mange freelancere, er det blevet alment kendt, at store potentielle kunder inviterer eksempelvis designere til at give et bud på en løsning af en bestemt opgave.

Kunden vælger muligvis slet ikke nogen af udbyderne, men siger ja tak til den gode inspiration.

De slipper afsted med det med løfter om, at de jo så har fået “øje på” den pågældende designer til “en anden gang”.

Benchmarking – at en kuned esamenligner forskellige udbydere – kan man ikke undgå. Men spec – at man gratis bliver malket for alle sine ideer – fører til en uværdig situation for de mange freelancere.

Derfor skal man sige nej til at deltage i den slags, men derimod bede om handel på almindelige markedsvilkår. Se mere om spec her.

Hvis man kan eller har noget, som andre kan bruge til noget, skal man betales for det. Med mindre der er tale om en vennetjeneste.

Når det er sagt, så elsker jeg at hjælpe andre…

Når alt dette er sagt, elsker jeg at hjælpe mine tidligere kursister, kolleger, venner og samarbejdspartnere, forskere og de unge studerende, der kommer til mig, med gode råd.

Jeg deler glad ud af mine erfaringer uden at bede om andet end en kop kaffe. Det har jeg gjort i alle mine 15 år som selvstændig.

Men kunder, som slet og ret er kunder, bør betale for det, som er et andet menneskes arbejde. Præcis som hvis de gik ind i en forretning og købte en trøje, et billede, et godt måltid mad eller andet, som det har taget (måske lang) tid at blive god til at lave.

Handel til begges tilfredshed er et fair og godt princip, som har eksisteret i menneskesamfundet siden vi var jægere og samlere. Et princip som fortsat bør gælde også i det samfund, vi er på vej ind i, hvor op mod 40 procent kommer til at leve som selvstændige.

En slags manifest

Modernisme og rationalisme kan ikke løse den omfattende krise, vi står overfor, hvor både de planetariske og de personlige grænser er nået. Et humanistisk, etisk, åndeligt og æstetisk blik på verden er nødvendigt

Af Jonas Norgaard Mortensen, Karen Lumholt, Preben Melander, Else Bech, Bjarke Friis og Stig Skov Mortensen – tilsammen initiativet #DetErVoresSamfund

Rovdriften på planetens og menneskers ressourcer har udmagret både planeten og det moderne menneske. Vi brænder de sidste fossile brændstoffer af samtidig med, at mor og far brænder ud og ikke kan tage sig af deres børn.

Både sociologen Max Weber og den nyligt afdøde sociolog og samfundstænker Zygmunt Bauman forbandt det grænseoverskridende pres mod planeten og dens personer, som vi ser i vor tid, med modernitetens og rationalitetens tænkning: At vi tror, vi kan udregne alt, kan tillade os alt og gøre alt. At vi har ubegrænsede muligheder for progression, udvikling og opadstigen. En indstilling, der i sig selv leder til overskridelse af vore grænser, såvel de ydre som de indre.

Vi kalder det personlig vækst, selvudvikling, forandringsparathed og karriere, når vi på arbejdsmarkedets præmisser presser os selv til det yderste – og oven i købet gør det allermest i de år, hvor vi har vort livs vigtigste opgave: at sætte en ny generation i verden med nærvær, omsorg, fællesskaber og kærlighed.

Ligesom vi med kemisk fracking tvinger de sidste ressourcer ud af undergrunden, presser vi de sidste ressourcer ud af vores bevidstheds mentale lag – om nødvendigt med angst- og depressionsdæmpende medicin. Almindeligt sårbare og følsomme mennesker bliver mere syge af at være en del af præstationssamfundet under disse vilkår. Gruppen af personer, som lever i udenforskab og betragtes som ”menneskeligt affald” vokser i vores del af verden.

Samtidig er hele planeten tydeligt mærket af vores grænseløse adfærd: Udryddelse af fauna og flora. Farlige mængder af metangas og afbrænding af milliarder af års oparbejdede fossile ressourcer bringer atmosfæren ud af balance. Enorme plasticaffaldsbjerge i havene. Atomaffald vi ikke ved, hvor vi skal gøre af. Kemisk forurening af såvel den ydre som den indre natur.

Fødevareindustriens kemisk forarbejdede og manipulerede mad gør os fede og fattige. Fertiliteten falder, fordi vore kønsorganer og arveanlæg påvirkes kemisk.

Den ydre og indre fracking er i sin grund et resultat af rationalismen og modernismen. (…)

Rationalismens jernbur

Den polske sociolog Zygmunt Bauman, der døde (…) 91 år gammel, nåede ikke at opleve det sammenbrud i den vestlige verdens demokratiske selvforståelse, som Donald Trumps tiltrædelse som amerikansk præsident illustrerer. Men han advarede bl.a. i bogen Modernitet og Holocaust mod sammenbruddet. Hans pointe var, at rationalismen og modernismen ikke er løsningen på det moderne samfunds problemer, men i høj grad er en del af årsagen. Han gik så vidt som til at mene, at rationalisme-moderniteten kan føre til både fascisme og racehygiejne.

Den ensidige modernitet og rationalitetens kolonisering af både den ydre og indre verden, kædede han sammen med de grufulde overgreb på menneskeheden, som vi så under holocaust. Rationalismens reduktion af livet til et stykke materie, der kan regnes ud, kan ikke andet end ende i gaskamrene, sagde han. Når vi har gjort mennesket til et stykke materie, et dyr vi kan regne ud, vil vi følgelig begynde at vurdere dyrets værdi, forme dyrets værdi, avle på dyrets værdi. Det ender i eugenik, i racehygiejne, og dermed udryddelse af dem, vi ikke finder værdiskabende, fordi de i rationalitetens optik er mindreværdige.

Også den tyske økonom og sociolog Max Weber, som regnes for sociologiens grundlægger, var optaget af, at moderniteten og dens tro på, at vi kan gennemskue, forme og skabe alting, skaber en blindhed i forhold til at forstå og værdsætte verden i dens mangfoldighed. Ifølge Weber skaber rationalismen et så ensidigt og forarmet livs- og menneskesyn, at vi affortryller verden (Entzauberung der Welt).

Verdens ubegribelighed og skønhed dør for os. Verden er ikke længere magisk og mageløs. Der er ikke længere noget, der er helligt eller værdifuldt i sig selv og som skal beskyttes og bevares for sin egen skyld.

Hvis der ikke er et humanistisk, etisk og poetisk sprog – et åndeligt og æstetisk blik på verden – ender vi ifølge Weber i den fattigdom, som han kaldte ”rationalismens jernbur”.

Når verden ikke længere er fortryllende – et mysterium med mange øjne og mange sprog – sidder vi tilbage i et fængsel, hvor menneskers eksistens og væren ikke længere er et mål i sig selv, men et middel til at opnå rationelt begrundede mål.

End of history?

Den amerikanske politolog Francis Fukuyama lykkedes i 1990’erne med at sætte den dagsorden, at vi var nået til vejs ende i den ideologiske kamp og var kommet frem til én vinder, én sand samfundsform: det liberale og kapitalistiske demokrati havde opnået total sejr på planeten Jorden og dermed var historien slut. Fukuyamas bestseller og tidens bibel var “The End of History and the Last Man”.

Siden har tingene ændret sig radikalt. Vi står på ingen måde ved historiens slutning med én fortælling, men derimod med fundamentalt forskellige livs- og menneskesyn, styrings- og magtsyn, værdi- og natursyn, som kæmper om overtaget i næste fase af menneskets historie.

Det liberale, vestlige, markedsdrevne, ligeværdige, magtdelte, folkeoplyste demokrati bliver presset ikke bare udefra, men også indefra. Udefra bliver det presset af en krigerisk totalitær islamisme, men også af totalitære styrer tæt på Europa: det tyrkiske, russiske og kinesiske.

Europas egne befolkninger råber samtidig på den stærke mand, der kan bringe orden i det kaos, globaliseringen har kastet mange ud i. I USA har befolkningen bragt en rigmand til magten uden erfaring med demokratiske spilleregler. Dette er et forvarsel om, at også plutokratiet og autokratiet er en reel trussel, der lurer som afmægtige svar på sammenbruddet i vores samfundsforms legitimitet. Inden for de sidste 20 år er desuden FN og også EU kommet i defensiven.

For første gang siden 1945 er både menneskerettigheder, humanisme og det liberale, vestlige demokrati som samlende idé truet.

Vi er altså ikke ved The End of History, men en del af vores vestlige samfunds historie er ved at slutte. Spørgsmålet er, hvad det er der slutter – og hvad det er, der begynder.

Et aftenland?

Europas historie er rig på fascination af alle former for kulturelle undergangsberetninger og dystopier. Oswald Spenglers (1880-1936) store hovedværk om Vestens undergang, ”Der Untergang des Abendlandes”, prægede mellemkrigsårene og den østrigske forfatter Stefan Zweig (1881-1942) beskrev i bogen ”Verden af i går” hvordan det gamle, borgerlige Europa gik under. Hovedværker som disse fortæller os, at den udvikling, som vi ser nu, måske allerede i nogle årtier har været på vej.

I 1967 holdt Dr. Martin Luther King en berømt tale, hvori han satte navn på “The Three Evils of Society” – det vestlige samfunds tre onder: ”Vi oplever nu, at en tresidet sygdom kommer op til overfladen, men den har været indlejret i vores politiske liv lige fra begyndelsen. Sygdommen er racisme, overdreven materialisme og militarisme. Det er Vestens tre plager”, sagde Martin Luther King.

Siden er Vestens tre plager blevet til i hvert fald fire, måske flere. Lad os beskrive dem sådan her:

  • Magtelitens kynisme og tab af etik, værdier, ideal, principper og ideologi. Magteliterne, der i stigende grad benytter sig af fremmedgørende og distancerende styringsmekanismer, mangler også livsforståelse, arbejdserfaring og menneskekundskab. Magteliten kender ikke længere forskel på mål og middel, tjener og herre, det fælles bedste og eget bedste.
  • Kapitalismens ansvarsløshed. Et svulmende finansmarked og militær- og industrielt kompleks på en ureguleret og ukontrolleret markedsscene. En ustyrlig og magtfuldkommen rovkapitalisme uden ansigt tager som den vil, når den vil, hvem og hvor den vil uden at stå til regnskab for de korte og især langsigtede konsekvenser.
  • Store marginaliserede befolkningsgrupper. Store grupper af middelklassen proletariseres i Vesten, også den åndelige forarmelse vokser. Masserne bliver stadigt mere passiviserede og umyndiggjorte og fastholdes i et tilskuerliv, som i Romerriget blev kaldt brød og skuespil, og som i dag har sin klare pendant i fastfood og skærm – ”det sorte spejl”.
  • Den urbane elites dekadente selvoptagethed, selvforkælelse og selvreference, leg med krop og køn og et eksorbitant forbrug af alt og alle.

Et nyt kapitel

Vi står altså ikke ved End of History, men ved afslutningen på det kapitel, hvor individualisme, materialisme og rationalisme var frisættende og konstruktivt. Et kapitel, der reelt tager sin begyndelse helt tilbage i reformationens nøgleår for 500 år siden.

Efter 500 år er grænserne nu nået. Tiden for grænseløshed er forbi. Nu skal der tages fælles ansvar. Nu skal der læges og heles.

Når de kulturelle og økonomiske eliter har mistet interessen for at tjene folket, så mister samfundet sin indre sammenhæng. Så mister folket tilliden til systemet. Særligt efter sammenbruddet i de finansielle markeder i 2007-2008 er tilliden til kapitalismen som selvregulerende økonomisk system på retur, ligesom tilliden til at de politiske systemer kan løse de problemer, som de selv har skabt. Imens trænger andre værdisystemer sig på med berettiget tvivl om de vestlige demokratiers ret til moralsk overherredømme til følge.

Fire faser

Ser vi tilbage på de sidste 2000 års historie, kan vi argumentere for, at vores del af verden har været igennem fire helt forskellige faser af forståelse og erkendelse. I den første fase kredsede vi om Gud, det åndelige og overnaturlige og altings orden. Anden fase handlede om at forstå planeten Jorden, naturen og vores placering i universet. I tredje fase ville vi forstå menneskesamfundets dynamik – kollektivet, stammen, racen eller gruppen. Fjerde fase, moderniteten, har individet, den enkelte og det indre menneske i centrum.

Rejsen er med andre ord gået fra Gud over Planeten gennem Kollektivet og til Individet – groft taget.

Den fase, vi er på vej ind i nu, ved vi endnu ikke, hvor ender. Bliver det et totalt sammenbrud? Eller er tiden nu til sammenhæng og syntese? Kommer vi til at se en bevægelse indad, endnu længere ind i den menneskelige bevidsthed og kemi, ind i cellen, atomet og nano-partiklerne? Måske i en kombination med robottiseringen?

Eller bliver det en bevægelse udad, der samler de fire relationer, som mennesket har haft: til Gud eller en højere idé, til Naturen og jorden, til den Anden og fællesskabet – og til Os selv?

Vi ved endnu ikke hvor nanoteknologien og robotterne fører os hen. Men vi ved, at vi må bringe disse fire relationer i en form for balance, hvis vi vil fortsætte vores eksistens på denne enestående og smukke blå planet.

Vejen videre

Vi tror, at vi som menneskesamfund har et valg. Vi skal ikke være passive tilskuere til en forudbestemt udvikling. Samfundet er skabt af mennesker og kan skabes om af mennesker. Alle personers handlinger har en betydning. Det er ikke for sent at redde planeten. Det er ikke for sent at skabe menneskesamfund, der bygger på værdighed, empati og ansvarlighed.

Hvis vi sammen kan erkende og reagere på alvoren i situationen, besidder vi som menneskesamfund både en fælles fornuft og mangfoldige evner til i fællesskab at ændre verden til det fælles bedste.

Så enkelt og så komplekst er det. Og så nødvendigt.

Som det første må vi begynde at se vores udfordringer og muligheder i et bredere billede. Vi må se og opfatte sammenhænge på tværs af de sektorer, vi normalt tænker i: det materielle og det åndelige, det sande eller evidente og det endnu ukendte, det teknologiske og funktionalistiske – og det kulturelle og menneskelige. Vi må tænke på tværs af det faktuelt objektive – og det fiktive og følelsesmæssige.

En sådan kompleks forståelses- og forandringsproces stiller store krav til sociale og politiske relationer og systemer. Den nødvendiggør en ny kultur for politik og samskabelse udenfor jernburet.

Vi står over for en reel trussel – at Verdens uendelige naturgivne, sociale og menneskelige ressourcer reduceres og måske endda går tabt. Det er en påtrængende nødvendighed, at vi ganske radikalt forandrer vore politiske og administrative processer.

Bevægelsen #DetErVoresSamfund vil gennem en åben, intensiv politisk debat mobilisere, inspirere og give håb hen imod et mere bære- og væredygtigt samfund. Lignende bevægelser pibler frem overalt i verden. En mængde lokale og globale bevægelser, der kan understøtte hinanden.

Nye demokratiske bevægelser må også gøre brug af et nyt ledelsessprog. Et sprog, der vil forny de etiske og æstetiske sociale relationer og sætte menneskeværdier i spil og som vil udvide vort udsyn ud over modernitetens og rationalitetens økonomiske nytte- og effektivitetssyn.

De mest fremsynede virksomheder og organisationer er allerede i gang med at fokusere på samskabt og kundeoplevet kvalitet frem for kvantitet, på faglig og personlig kompetence frem for upersonlig effektivitet og på virksomhedens samfundsansvar. De er på vej.

Vi står over for at skulle gå en anden vej, hvor de bærende værdier bliver troværdighed, tolerance og storsind. Som mål for vækst må vi sætte livskvalitet og relationer frem for forbrug.

At mobilisere på tværs af kulturer, nationer, racer, fagligheder, religioner og magtcentre kræver et etisk og æstetisk sprog, hvormed vi kan tale om en ny bæredygtig global virkelighed og om de uendelige samskabende muligheder, der kan føre dertil.

At skabe en ny verdensorden forudsætter politisk tolerance og en fælles respekt for den overordnede mening med planeten Jordens bevarelse, naturens og menneskelivets værdi i sig selv og menneskesamfundets forunderlige uklarhed og mangfoldighed.

#DetErVoresSamfund er et samarbejde mellem Institut for Relationspsykologi, Tænketanken Cura, SACRE – kunsten som samfundsskaber, Familiepolitisk Netværk og Tænketanken SOPHIA.