Af Karen Lumholt (2016)
Danskerne er blandt de mest oplyste i verden – veluddannede, kritiske og demokratiske. Når vi spørger, hvilken samfundsbetydning folkeoplysningen skal have, er det derfor ikke mere information, kommunikation, læring, kompetenceudvikling, uddannelse, efteruddannelse, underholdning osv., som forbrugersamfundet i forvejen er så fyldt af, vi taler om, men oplivning. Hvad er dette da?
Gennem de sidste fem årtier har individualismen og forbrugerismen sejret. Folkelige fællesskaber er konverteret til institutionaliseret service og forbrug: Brugsforeningerne er blevet til supermarkeder. Fagforeningerne til forsikringsselskaber. Partierne til karrierestiger. Og kirkerne til kulturtilbud.
Engang var individualismen progressiv og frisættende. Men de nye generationer, som har oplevet relativ høj frihed, uafhængighed og velstand, oplever ikke en tilsvarende voksende lykke og tilfredshed, men tværtimod voksende psykisk mistrivsel.
De unge reagerer på den voksende ”enhver-er-sin-egen-lykkes-smed”-melodi med et råb efter mening og fællesskaber: Arbejdsfællesskaber, meningsfællesskaber, bofællesskaber, livsstils-fællesskaber, holdningsfællesskaber og handlefællesskaber. Tendensen er tydelig, siger fx sociologen Emilia Van Hauen og fremtidsforskeren Anne Skare Nielsen. Og tendensen er global.
Individualismen og forbrugersamfundet har vist sig fattigt på ånd og mening. Det er ikke ”mig”, men ”mig-i-mit-fællesskab”, der giver mening, erkender mange. Vi kan som mennesker ikke overhøre det grundlæggende behov for at bidrage og føle at vi hører til. Heller ikke i et samfund som det danske.
I stedet for at tilpasse sig forbrugerismens slidte mindset – mere af alting, på alle hylder, bare hurtigere og med større slagkraft – bør folkeoplysningen derfor tage skridtet ind i den nye tid, hvor to principper er de centrale: Ikke mere – men mere meningsfuldt. Ikke modtage – men bidrage. Lykkeforskningen bekræfter, at mennesker i alle aldre er lykkeligere, sundere og lever længere, hvis de har nogen eller noget at være noget for. Det ved vi.
Lad os se på flere opmuntrende facts: Halvdelen af alle danskere er frivillige. Den politiske interesse blandt unge har aldrig været større. En udflytning fra de største til mindre byer er ved at tage form. En ny andelsbevægelse bygget på crowdfunding, folkeaktier og lokale fødevarefællesskaber pibler frem. De sociale medier gør det nemmere at mobilisere folk og skaffe finansiering. Tusind blomster blomstrer, fx Bybi, hvor de hjemløse får mulighed for at være produktive, TagTomat, hvor byboer går sammen om nyttehaver på taget, Delebil og Naboskab, hvor naboer deler alt fra biler til redskaber, Folkebevægelsen mod Ensomhed, hvor Danmark spiser sammen. Og så har jeg ikke engang nævnt Venligboerne eller Venligboligerne. Folk handler til fælles bedste – i helt lille eller lidt større målestok.
Alle disse nye bevægelser mangler hjælp. Nogen der kan sætte rammerne for videndeling, bidrage med erfaring, lokalkendskab, netværk og organisatiorisk arbejde. Folkeoplysningens foreninger kan samme med kirken og højskolerne blive den erfarne sparringspartner og kulturelle lagkagebund for disse nye, spæde handlefællesskaber.
Det er ude i lokalforeningerne, det sker. I kan tage kontakt til alle dem, der blomstrer derude. I kan være det kulturelle kit, de grå eminencer, den manglende brik i puslespillet – dem der får det til at gå op og give mening. For dem og for jer.
Det er bare om at komme i gang.